Spænding

E. Lockhart – Vi var løgnere

Vi var løgnere af E. Lockhart. Oversat af Elisabeth Kirtzner. Udgivet af Høst & Søn i 2015, først udgivet i 2014 med titlen We Were Liars. Læst på dansk, 230 sider.

Mig, Johnny, Mirren og Gat. Gat, Mirren, Johnny og mig. Familien kalder os fire for Løgnerne, og det har vi sikkert fortjent.

Sinclair familien er velhavende og har en privat ø. Hver sommer holder de ferie på øen, og det er også her at handlingen i bogen foregår. Sinclair familien består af Harris og Tipper samt deres døtre Penny, Carrie og Bess. Disse døtre har så deres børn og disse fætre og kusiner nyder hinandens selskab i somrene på øen. Cadence er et af disse børn. Cadence er hovedpersonen i bogen.

Cadence har været udsat for en ulykke, men som læser kender vi ikke til denne ulykke – ikke engang Cadence selv husker ulykken. Der opstår derfor en del frustration undervejs i læseoplevelsen i forsøget på at finde ud af hvad der skete med hende. Det er dog en god frustration! En helt fantastisk spændende læsning idet man netop ikke ved mere end hovedpersonen selv ved.

Noget andet der gjorde læseoplevelsen meget kraftfuld, var den stærke personificering af følelser. Hovedpersonens følelser beskrives meget billedligt. Jeg vil ikke afsløre noget fra bogen, men jeg kan sige så meget at det er en helt speciel skriveform som jeg ikke har oplevet på samme måder i andre bøger.

Jeg havde lidt svært ved skrivestilen nogle gange undervejs i bogen – børnene er teenagere, men skrivestilen er ikke særlig “teenager”-korrekt i min egen opfattelse. For eksempel blev der brugt ord som “samleje” istedet for blot at skrive “sex”. Skrivestilen var ikke noget der ødelagde læseoplevelsen for mig eftersom bogen var så god, men det irriterede mig nok til at give bogen 4 stjerner istedet for 5.

Jeg kan helt klart anbefale bogen! Desuden er den rigtig god hvis man har brug for en letlæselig bog som er hurtig at komme igennem. Bogen er nemlig under 250 sider og meget overskuelig at komme igennem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *